min historie

Livet er smukt – fordi vi aldrig ved, hvor det bringer os hen

Februar måned 2017. Jeg har lige fundet ud af, at jeg er gravid. Omkring 12 uger henne. Vi vil gerne have børn, men nu?

Scan 3 edited

Min mand har kun lige fået sin opholdstilladelse, og har knap nok fundet sit fodfæste i Danmark. Han skal nu i gang med sprogskole, finde arbejde og søge ind på en kandidatuddannelse – og så skal han jagte sin karriere. Jeg har lige afleveret mit speciale, jeg er blevet akademiker. Jeg er veluddannet og klar til at sætte alt ind på at bygge min karriere op – jeg skal jo bruge mine kompetencer til at redde verden, forstås. Vi skulle i gang med at få det hele til at køre. Leve et år, måske to for skrabede midler og danne et fundament. Men vores fertilitet var åbenbart langt bedre end de odds som vi havde fået af lægerne.

Jeg er blevet spået store muligheder. Måske som leder i det offentlige. Måske en international karriere i dansk diplomati. Og så fitnessinstruktør ved siden af, bevares, vi skal jo ikke kede os – og så skal vi i øvrigt være sunde. Frivilligt arbejde i fritiden i flere forskellige organisationer var der også plads til.

Når jeg kigger tilbage og griner lidt, så er det ikke en kritik af vores liv, og mine drømme, for dengang var det jo baseret på, hvordan virkeligheden så ud. Den virkelighed kom selvfølgelig til at præge min graviditet, men i sidste ende blev det hele bare fuldstændig anderledes.

Vores, og mit, store fokus på, hvad vi skulle være – hvor karrieren skulle hen, ledte os til at tale om, hvor hurtigt jeg kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet efter fødsel. Vi snakkede om, hvor kort en barsel det var nødvendigt at tage. Charlie var sat til at blive født i September, så i løbet af sommeren snakkede vi om, at jeg jo kunne vende tilbage til arbejde efter julen. Jeg havde aftaler med ledere om spændende stillinger, drømmejobs faktisk. Jeg havde stillinger tilbudt, hvor jeg (ironisk nok) kunne komme ud og arbejde med at hjælpe børn og familier på forskellige måder. Det var det jeg satte næsen op efter. Helt uden tanke på mit eget barn og min egen familie, og hvordan det hele så skulle hænge sammen.

Sammen snakkede vi om, hvor dejligt det ville blive når vi begyndte at tjene gode penge begge to. Når man har levet to voksne mennesker for én persons SU i 7 måneder, så betyder penge pludselig en hel del. Vi snakkede om, hvad vi ville købe og hvor vi skulle rejse hen.

Men verden er et spøjst sted. Jeg husker nærmest det præcise sekund for, hvornår hele min tænkning omkring fremtid, liv og vores kostbare tid blev ændret. Charlie var ikke mange sekunder gammel da det skete. Han lå der, helt ny, på brystet af mig og snusede sig frem i denne kæmpe store verden. Hans øjne kunne ikke engang fange mit blik, og alligevel følte jeg, at han så direkte ind i mig og ændrede en masse koblinger indeni mig. Mine prioriteter blev ændret på et splitsekund.

Nu skriver vi April 2018. Charlie er lige omkring 7 måneder gammel. Han er sund og rask, trives og vokser – og han kan stadig se lige ind til det dybeste i mig. Den vigtigste karriere, som jeg lige nu har foran mig er min karriere som mor. Alle mine valg vedrørende job og fremtid, hviler på viljen til, at vi skal gøre det som er bedst for Charlie og familien. Og jeg tvivler på, at han drømmer om millioner på bankkontoen. Bevares, jeg ønsker stadig at bruge mine evner på at hjælpe børn og familier, men i en helt anden skala end før, og på en meget mere nærværende og omsorgsfuld måde. Egentlig så føler jeg på mange måder, at mit moderskab har fuldendt min faglige identitet i en grad, som jeg aldrig vil kunne læse mig til. Måske er det også derfor, at jeg gerne vil give noget igen til andre familier og dele ud af den viden om forældreskabet som jeg blev motiveret til at finde, herunder ifavnske tilgange og blidt forældreskab. Men det bliver på Charlies – og måske kommende børns – præmisser, og ikke på arbejdsmarkedets vilkår.

Jeg er stadig på barsel. Men lige nu er der ingen planer om, at jeg skal vende tilbage til det konventionelle arbejdsmarked. Til gengæld har moderskabet bragt mig ud af nye veje, og givet mig interesse for nye områder, ny viden og nye muligheder.

Hvis jeg skulle lave noget om, så ville jeg ønske at jeg kunne ringe mit eget jeg op, tilbage i marts 2017, og sige til mig selv at der forude venter mig mere lykke, glæde og kærlighed end jeg overhovedet har fantasi til at forestille mig. Jeg ville fortælle mig selv, at ingen karriere kan erstatte den fantastiske følelse, som moderskabet giver mig. Og jeg ville sige til mig selv, at det vildeste eventyr og den smukkeste rejse i hele mit liv, lige nu vokser lige der inde i maven på mig.

Livet er smukt – fordi vi aldrig ved, hvor det bringer os hen.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s