min historie

Den største myte om familiesammenføring er, at det kun angår udlændinge

Som alle andre familier så møder vi også bump på vejen, der er udfordringer i dagligdagen og der er forhindringer som vi skal overkomme. Fordi vi er en familiesammenført familie så møder vi enormt mange forhindringer i form af strukturer og systemer, som vi ikke har nogen som helst indflydelse på. Det er et emne som naturligvis fylder meget i mit liv. Men jeg er heldigvis ikke alene. Jeg har et fantastisk netværk, som består af familier, som desværre også bliver ramt, hver gang grebet skal strammes. Nogle gange får vi nok, og så skriver vi. Vi blogger. Vi skriver læserbreve.
Vi forsøger at blive hørt. Nogle gange lykkes det.
Senest har vi skrevet en kronik, som blev bragt i Kristeligt Dagblad – dog blev den bragt i en lidt forkortet udgave, så hvis du vil have det hele med så kan det læses her:

“Den største myte om familiesammenføring er, at det kun angår udlændinge

Jagten er gået ind på familiesammenførte familier. Altså familier, der bliver familiesammenført efter de danske regler.

Det drejer sig ikke om flygtninge, asylansøgere eller migranter, men om naboens søn eller datter, der har forelsket sig i en amerikaner eller en inder.

Måske er det, fordi der er valgår. Måske er det, fordi mange politikere godt ved, at det er en af de få grupper af indvandrere, som de kan stramme grebet om uden at komme i strid med FN, EU og internationale konventioner.

Vi – de danske ægtefæller – bliver konstant omtalt som udlændinge. Udlændinge, der vil importere endnu flere udlændinge. Udlændinge, der vil udnytte systemet og udvande velfærden uden at have noget krav på landet gennem kultur eller opholdslængde. Familiesammenføring er noget, der kun angår udlændinge, både ifølge medierne og politikerne.

Regeringens nye stramninger indebærer et ”ufravigeligt krav” om at kunne tale dansk på niendeklassesniveau. Det er et lidt latterligt krav at stille til mennesker, der er født og opvokset i Danmark. Ifølge Udlændingestyrelsens egne tal er 90 % af de familiesammenføringer, der gives efter de danske regler, til ægtefæller til danske statsborgere.  Danske statsborgere, der bruger den ret, vi i Danmark har til selv at vælge, hvem vi vil gifte os med, som vores politikere er så glade for at sige.

Hvor mange af de 90 % danske statsborgere, der også er etnisk danske, er der ingen, der ved. Danmark har aldrig interesseret sig for at finde ud af det.

Samtlige stramninger og forsøg på at indføre lovsikret forskelsbehandling bliver begrundet med, at vi familiesammenførte kulturelt og kompetencemæssigt har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Men faktisk er både vi og vores udenlandske ægtefæller generelt mere i arbejde end gennemsnittet. Det er vi simpelthen nødt til for at leve op til kravene til familiesammenføring og forlængelser af midlertidige opholdstilladelser, der blandt andet indebærer, at vi skal være selvforsørgende.

Alle disse forslag, stramninger og begrænsninger bunder i de samme fejlslutninger: At indvandrere er svære at integrere, og at vi og vores ægtefæller er en belastning. Eller som Mette Fredriksen har udtrykt sig – den største udfordring for Danmark.

Et af problemerne er, at man fuldkommen har sammenblandet de forskellige grupper af udlændinge og indvandrere, selvom de på alle måder er forskellige, både hvad angår uddannelsesniveau, arbejdsparathed, integrationsmuligheder og a priori-tilknytning til landet.

Selv den officielle statistikproduktion blander grupperne sammen og slører dermed de enorme forskelle, der er på de forskellige indvandrergrupper. Disse forskelle belyses igen og igen i rapporter fra f.eks. Rockwool Fonden, der udgiver statistikker opdelt på opholdsgrundlag. For det kan man nemlig sagtens. Informationen findes allerede i registrene. Man vælger bare at lade være.

Flygtninge er typisk den gruppe, der er mindst arbejdsparate, fordi de slås med PTSD og andre fysiske og psykiske belastningsreaktioner, deres flugt har påført dem.

Så er der dem, der er her på et arbejdsvisum. De har næsten alle et arbejde.

Og så er folk som vores ægtefæller, de familiesammenførte til danske statsborgere. Denne gruppe er beskæftigelsesmæssigt på højde med folk med arbejdsvisa, men bliver alligevel altid beskrevet som en trussel mod samfundet og sammenhængskraften.

Familiesammenførte til danskere er ikke en udgift for samfundet. Heller ikke, selvom de fleste er ikke-vestlige. Det er integrationsvillige, integrationsparate mennesker, der har valgt Danmark til, og som er nysgerrige på og ivrige efter at leve deres familieliv her. Blot for at blive mødt af en massiv mur af påstande om, at de er en byrde, en belastning, osv.

Det er ikke godt for folks integration konstant at få at vide, at de er en uønskede og ikke bidrager, uanset hvilket arbejde, de har, hvor hurtigt og godt, de har lært dansk, og hvor mange af de skiftende krav til at være godt integreret, de ellers lever op til. Man ender naturligt nok med at tænke, at man ligeså godt kan lade være med at prøve, når intet af det, man opnår, er godt nok, fordi det handler om, hvor man kommer fra, og ikke hvad man gør.

Reglerne for vores liv bliver ændret mindst én gang i hver regeringsperiode. Det er svært at holde liv i motivation, når vi ikke kan lægge planer for vores liv her, fordi reglerne bliver ændret hurtigere, end vi kan nå at leve op til dem. Det er hårdt og usikkert at leve med midlertidige opholdstilladelser, og den periode, hvor dette er tilfældet, bliver længere og længere.

Et af hovedprincipperne for retssikkerhed er forudsigelighed, men der er ikke nogen forudsigelighed i en lovgivning, der hele tiden bliver ændret med tilbagevirkende kraft.

Udlændinge skal ville demokratiet, men de gentagne stramninger af reglerne for permanent ophold og statsborgerskab holder dem uden for demokratisk indflydelse i årevis. Der er ca. 400.000 mennesker i Danmark over 18 år uden stemmeret, og hver stramning får tallet til at vokse yderligere.

Hverken vi eller vores ægtefæller har adgang til ydelser efter aktivloven, så længe ægtefællen ikke har permanent opholdstilladelse. Det er unægtelig svært at se den skattefinansierede velfærdsmodel som et fælles gode, når man bare bliver opkrævet sit bidrag uden at have et sikkerhedsnet, hvis man bliver ramt af alvorlig sygdom, en arbejdsulykke eller en lavkonjunktur.

Socialdemokratiets nyeste udspil går lige til grænsen af racisme. De vil skelne mellem mennesker fra vestlige og ikke-vestlige lande. Og fastsætte en begrænsning for antallet af de sidste. Uanset opholdsgrundlaget, hvis det ikke er arbejde. Det ser vi som diskrimination, uanset hvordan det pakkes ind.

I den aftale, S og regeringen har indgået, forsvinder tilknytningskravet. Men til gengæld skal der nu væltes yderligere krav over på dansk-internationale familier oven i alle dem, der er i forvejen. Blandt andet et nyt pointsystem, og bankgarantien skal hæves til det dobbelte. På trods af, at den er overflødig: familiesammenførte mister opholdstilladelsen, hvis de modtager den hjælp, som bankgarantien skulle modregne.

Og så har regeringen besluttet at indføre opholdskrav på 7 – 9 år for hhv. dagpenge og kontanthjælp. Hvad skal vi leve af, hvis vi hverken kan arbejde eller få dagpenge? Integrationsydelse må vi jo heller ikke få!

Man bør i stedet sidestille danske familiesammenførte med alle andre EU-borgere. EU har allerede udviklet en ganske fin lovgivning på området, som vi kan lade os inspirere af.


Og den retorik som man bruger om såvel familiesammenførte, som udlændinge generelt, skal ændres. Man skal selvfølgelig tale op om familier, som vælger at bruge deres liv og ressourcer i Danmark!

Vi skal føle os velkomne og ønskede, og vi skal have lov til at tage del i samfundet uden konstant at leve i frygt for, hvornår vi står for skud igen. Danmark kan ikke klare sig selv, hverken nu eller i fremtiden, og der er brug for, at familier vælger at bosætte sig i Danmark – ellers ender Danmark som i Niels Hausgaard sang, med at kigge ud over dæmningen når vandet er væk, og opdage at vi er helt alene.

_____________________

Birgitte Kassa Bjerge, socialrådgiver, cand.soc. i arktiske studier, gift med en etiopisk statsborger

Nina Koerner Nissen, stud.med., gift med en indisk statsborger

Louise Ydemann Duarte, cand.jur, cand. mag i brasilianske og internationale studier, gift med en cubansk statsborger

Signe Hermann, cand.scient, gift med en ugandisk statsborger

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s