min historie

To kulturer, én familie

Vores familie består af to kulturer. Uanset hvad der sker, og hvor livet tager os hen, så vil Charlie (og eventuelt kommende børn) altid have et ben i to lande; to kulturer og hele fire sprog (Farmand taler Amharisk, Tigrinya og Engelsk – Mor taler Dansk og Engelsk. Men det er vist et blogindlæg helt for sig selv).
Det er en kæmpe gave at have rødder i to kulturer og at få flere sprog med i bagagen; men det stiller også os som forældre, overfor en stor opgave.

Jeg tænker ofte på, hvordan Charlies fremtid vil se ud. Der tales dagligt om kultur, sprog, etnicitet, diversitet og integration i medierne, og det er en del af vores dagligdag og Charlies liv, at der findes mennesker som aldrig har mødt os, men som har en holdning til os.
Som mor giver det anledning til en masse refleksion og bekymring over, hvad det er for en fremtid der venter vores barn. Selvom Danmark, og verden, til stadighed bliver mere og mere blandet – multikulturelt – så møder vi også fortsat en masse situationer og holdninger som gør, at børn som kommer fra en utraditionel baggrund, kan komme til at føle sig udenfor. Multikulturelle børn kan hurtigt komme til at føle sig marginaliseret og stigmatiseret, de kan komme til at føle sig splittet mellem deres kulturelle baggrunde, og de kan komme ud for at føle sig flove og mindre værd over deres baggrund.

Men som forældre så kan vi forberede os selv på det som vores børn vil møde, og give dem den ballast der skal til for at stå imod. Vi kan bygge deres multikulturelle fundament så stærkt, at udefrakommende ikke kan rokke på det. Vi kan hjælpe vores børn med at hvile i deres identitet, uanset hvor meget den falder udenfor normen.

Vi har gjort os mange tanker om, hvordan vi vil sikre at vores familie har det fundament som skal til, for at stå imod de negative holdninger som vi måtte møde. Vi har snakket om dette længe inden Charlie kom til verden, men det er virkelig begyndt at fylde i vores hverdag nu. Jeg ved, at vi ikke er alene, men nogle gange kan det føles sådan. Jeg er bange for, at multikulturelle familier møder så mange negative holdninger og politisk modstand, at der ikke er kræfter til at mødes og fejre det; dele erfaringer og hylde diversiteten. Og det er en skam! Jeg vil dele nogle af de tanker, som vi har gjort os. Jeg håber at andre familier kan lade sig inspirere af dem.

Vi vil skabe en familie-identitet. Det gør vi ved at leve i de forskellige kulturer, fejre dem, gøre dem til en del af vores hverdag og en del af vores familie og det fællesskab som vi har. Vi spiser mad fra begge kulturer, lytter til musik, læser bøger, har pyntegenstande stående, taler sprogene og fejre højtider fra begge baggrunde. Begge kulturer opnår på den måde respekt og anerkendelse i hjemmet og bliver en naturlig del af dagligdagen.

Multikulturelle – og flersprogede børn skal stå på mål for en masse kritik, og alt det negative får hurtigt al opmærksomheden. Men som forældre kan vi hjælpe dem med selvværd og selvtillid ved at tale deres identitet og kultur op, og fremhæve alle de positive aspekter. Som forældre kan vi tale til stoltheden inde i barnet, og vi kan opfordre vores familie, venner og netværk til at gøre det samme.

Som forældre kan vi støtte og tilskynde samtaler, diskussioner og spørgsmål om kultur og baggrund. Vi kan hjælpe vores børn med at finde svar og forståelse ved at imødekomme deres nysgerrighed og svare på deres spørgsmål. Vi kan støtte dem, ved at vise interesse for de ting som de spørger ind til. Når vores børn kender til deres historie med alt hvad dertil hører, så kan de bruge den til at bygge deres egen personlige identitet.

Jeg mener, at det er vigtigt at vi som forældre reagerer når vores børn, og vores familie, møder negativ stemning fra samfundet – det være sig fra medier, politikere eller enkeltpersoner. Når vi hører eller ser noget, som kritiserer vores børns kulturelle baggrunde, så skal vi forsvare vores børn, italesætte problemet og tale med vores børn om de følelser som det vækker i dem. Ved ikke at sige noget og forsøge at feje det væk med stilhed, så sætter vi også det eksempel for vores børn og sådan vil de derfor sandsynligvis håndtere lignende situationer i fremtiden; med stilhed.

Men når alt kommer til alt så er vores børn også individuelle væsener og det vigtigste for mig er, at Charlie (og børn generelt) får plads og mulighed for at vælge og skabe deres helt egen etiket. Charlie er måske afro-dansk i vores øjne, men det er slet ikke sikkert, at det er den identitet han ender med at se sig selv i. Og så det er også helt i orden. Vi kan kun give ham rammerne og ingredienserne, hvad han herefter gør og hvordan han identificerer sig selv, er helt op til ham.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s