babywearing

Bær mig, far!

Jeg møder ofte mødre, som spørger mig, hvad de skal gøre for at få deres fædre til at bære deres børn. Jeg kan desværre ikke fortælle, hvordan den enkelte mand skal overbevises om, hvorfor det er helt fantastisk at bære sit barn. Men jeg kan skrive fordelene ned og så kan du vise dem til ham.

Farmand her i huset bærer også. I starten foretrak han andre redskaber end mig. Da jeg brugte strækvikle, brugte han en Vija bære-tshirt. Da jeg startede med fastvikler, holdt han mest af Ergobabyen. I dag deler vi redskaber og vi bruger slynger og seler lige meget begge to. Det har været op til ham selv at tage skridtene undervejs, men hele processen omkring det at bære har vi delt. Vi havde en slyngevejleder på besøg, da Charlie var helt ny, som instruerede os begge. Vi har begge læst artikler, nørdet ergonomi, studeret tilknytning og i fællesskab besluttet, hvad vi skulle købe af redskaber.

Men vi oplever også, at der er langt mellem møderne med andre fædre som bærer, og det håber jeg, at vi kan ændre. Der kan være mange grunde til, at fædrene ikke bærer. For nogle handler det måske om, at det kan virke lidt uoverskueligt at komme i gang. For andre er det design og udseende på bærereskaberne som betyder noget. Så i skal nok starte med at snakke om, hvad det er for udfordringer som far står overfor hos jer. Find ud af hvilke redskaber der tiltaler far og prøv gerne nogle forskellige. Kontakt eventuelt en slyngevejleder, som både kan hjælpe med at overkomme det uoverskuelige og som kan medbringe forskellige redskaber.

Lad os se nærmere på de mange fordele, som far har ved at bære.

Tilknytning.
Når baby er helt ny, og har boet 9 måneder inde i mors mave, lyttet til mors hjerteslag og hørt mors stemme, så vil mor også være der, hvor baby finder trygheden efter at være kommet til verden. For far kan det godt føles som om, at den lille foretrækker mors selskab. Hvis mor ammer, så kan følelsen af ‘hvad er så min rolle’ hurtigt komme til at fylde hos far. Hvis far bærer, og endnu bedre – hvis han bærer uden tøj så der kan opnås hud mod hud, så får den lille ny mulighed for at dufte, mærke og sanse far og deres tilknytning vil blive styrket. Baby lærer fars duft, lyde og rytme at kende, og far lærer sit lille barn at kende. Lynhurtigt vil far opleve, at den lille ny også falder til ro og finder trygheden hos sin far.

Oxytocin.
Det er efterhånden veldokumenteret, at hud mod hud, fysisk kontakt, kys og kram – og dermed det at bære sit barn tæt – får mennesker til at producere oxytocin. Oxytocin er et slags kærlighedshormon som spiller en enormt vigtig rolle i forhold til tilknytningen mellem os. Når det kommer til forældreskabet så bliver vores evne til at knytte bånd styrket af oxytocin. Din lille nye guldklump vil også udvikle oxytocin når i er tæt på hinanden, og det vil have positiv indflydelse på barnets udvikling nu men også senere i livet.

Giv mor en fortjent pause.
Det er helt normalt at den lille ny gerne vil være hos mor stort set hele tiden, det første lange stykke tid. Men mor vil sikkert også gerne have et bad, måske spise lidt eller trænger bare til et hvil. Her kan far træde til med et bæreredskab og give baby tryghed, give mor et hvil og stadig selv have hænderne fri.

Tryghed, trøst og mindre gråd.
Babyer som bliver båret græder mindre og mange oplever, at en grædende baby hurtigt falder til ro når de kommer op i en slynge eller sele. Du kan kramme, kysse og trøste den lille mens h*n føler sig tryg ved at være tæt på det h*n kender: dig. Herhjemme har vi oplevet, at uanset om det handler om overstimulering, feber, søvnbesvær eller tænder, så kan farmand og en slynge redde hele dagen.

Slyngekram.
Far, såvel som mor, elsker at kramme, kysse og kærtegne deres små guldklumper. Bæreredskaber gør det bare lettere og ergonomisk korrekt for dig selv. Ved at bruge et redskab, så kan dit barn være tæt på dig mens du ordner vasketøj, tager på fisketur, læser en bog eller går en tur. Ved at have den lille siddende tæt på dig i et bæreredskab, er det let midt i de daglige gøremål, at kysse den lille på panden, nulre tæerne og give baby den nærhed som h*n så gerne vil have.

Sovestøv.
Det er lidt en hemmelighed, men nu deler jeg det med dig alligevel. Bæreredskaber er magiske og producenterne har en lille æske med sovestøv som de drysser på udstyret inden det flytter ind hos dig. Så når den lille hænger der på dig – varmt og trygt – så kan h*n næsten ikke lade vær med at falde i søvn. Og når det sker så er der kun tilbage for dig at nyde den rolige vejrtrækning, det lille hjerteslag og nærværet med din guldklump. Hjemme hos os er bæreredskaberne og far lige så gode til putning, som mor og amning.

Styrketræning og tilknytning i samme pakke.
Din baby er måske blot 3-5 kilo til at starte med. Men de vokser jo (alt for hurtigt) og der går ikke længe før du bærer 8-15 kilo, og mere senere. Ligesom med vægte i fitnesscentret så er den langsomme, men konstante stigning i vægt, med til at styrke din krop. Du bruger hele din torso når du bærer, og du bruger dine ben når du går rundt med den lille. Er du overskudsagtig, så kan du jo sætte lidt tempo på din gåtur, og også få lidt cardio derigennem. (og du kan jo lade dig inspirere af mine babywearing workouts).

Du får frie hænder.
Jeg ved ikke, hvad de familier gør, som ikke bærer. Når den lille har det lidt svært, søger meget kontakt og har brug for ekstra omsorg, så er bærereskaberne med til at opfylde de behov alt imens opvask, madlavning og vasketøj også kan blive gjort. For os har det reddet hverdagen, at vi kan bære ham, give ham tryghed og alligevel få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg skal i øvrigt hilse og sige fra far herhjemme, at hvis opvasken er overstået så kan man også bare kan spille wii mens man bærer.

Der er altid plads.
Barnevogne kan være smarte – men de fylder lidt mere end en bæresele. Skal du med bussen, eller ind i butik som har mange snævre gange, så er et bæreredskab altså bare mega praktisk! Det samme kan siges om en gåtur i skoven, en fisketur eller besøg ved stranden. Du kan let komme rundt, terrænet spiller ingen rolle når den lille hænger fast på dig. Desuden kan bæreredskaberne let være i en rygsæk, så de fylder heller ikke meget i bilen.

Babywearing is the new black!
Du ser nemlig brandhamrende godt ud når du bærer dit barn. Og i min optik så gælder det uanset hvordan dit bæreredskab ser ud! Men, hvis det har betydning for dig, så kan man få masser af “maskulint udseende” vikler og seler. Du kan få med camouflage, med dødningehoveder, med rock and roll. Du kan få sorte, grå, grønne, blå. Find det du kan li – uanset hvad, så vil du komme til at se fantastisk ud med din guldklump hængende på dig!

Spisetid.
Du kan (selvfølgelig) ikke amme. Men når baby begynder at få vand fra en kop, kan spise smoothiebags eller kan få lidt grød, så kan måltidet sagtens klare on the go i et bæreredskab. Har du flaskebarn, så kan du, lige så vel som mor, klare måltiderne. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange smoothiebags vores dreng har indtaget mens han har hængt på far. Det giver ro og hygge for dem begge, at måltidet kan indtages der hvor den lille er tryg, og at han så bare kan lægge til til at sove lige bagefter.

De ovenstående fordele er langt fra udtømmende. Der kunne tilføjes en masse fordele omkring babys sundhedsfaglige udvikling. Fordele vedrørende babys motoriske udvikling, og fordele omkring barnets sansestimulering. Men jeg håber, at jeg hermed har bidraget en smule til, at far har fået interesse for at bære – og at mor kan henvise til en masse fordele, hvis hun er i processen med at overtale ham.

Hvis det er uoverskueligt for dig at komme i gang med at bære, så er der flere forskellige måder, hvorpå du kan hente vejledning og hjælp.

Er du autodidakt, så kan du købe den slags slynge eller bæreredskab som du tror passer bedst til dig, og nørde en masse youtube, hvor du kan lære hvordan du binder og bruger dem. Derudover kan du melde dig ind i både nationale og lokale facebookgrupper, hvor du kan spørge om alt. Skal du bruge lidt mere hands on vejledning, så kan du tage til grams, som et et slags get together for forældre som bærer. Her tager man sine egne bæreredskaber med, eller kommer uden hvis man endnu skal i gang, og så kan man gramse på og prøve hinandens redskaber, få hjælp til at bruge dem og stille alle de spørgsmål man har. Vil du gerne have eksperternes viden, så kan du kontakte en bærekonsulent/slyngevejleder. Ved både workshops og 1:1 sessioner har konsulenten alle redskaberne med og der er sat nogle timer af, hvor du bliver fuldstændig indført i at bære og får hjælp til at finde det redskab som passer til dig.

Kilder:
https://www.carryingmatters.co.uk/

https://ergobaby.com/blog/2010/11/oxytocin-and-your-baby/

https://babywearinginternational.org/tag/oxytocin/

https://www.elsevier.com/about/press-releases/research-and-journals/oxytocin-produces-more-engaged-fathers-and-more-responsive-infants

https://www.askdrsears.com/topics/health-concerns/fussy-baby/baby-wearing/benefits-babywearing

2 thoughts on “Bær mig, far!”

  1. Hvad så hvis man som mand godt vil have en vikle som ser lidt mandig ud. kan du anbefale nogen stykker der ?

    Jeg har set beloved – industrial som er rigtig fin, men er der andre fastvikler du kan anbefale hvis de skal være lidt mandige.

    Like

    1. Hej Rasmus – Lenny Lamb har en med camouflage, som jeg ved at mange mænd er glade for. Smitten har en del med dødningehoveder. Fidella har rock n rolla serien. Nordic Slings og Ehawee har en del som er rå I udtrykket. Vanamo har mange I skandinavisk minimalisme i for eksempel grå mønstre. Firespiral har vikler med mønstre inspireret af naturen. Jeg håber, at det gav lidt valgmuligheder. Og ellers så kan man altid købe en yaro broken twill og farve lige den farve man vil 🙂

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s