Omsorgsrevolutionen?

Første gang jeg stødte på ordet, eller fænomenet, omsorgsrevolution, var kort tid efter, at vi selv var blevet forældre. Jeg ledte ret desperat efter viden og bekræftelse på, at vi ikke var unormale. De almindelige, normale(?), tilgange og fremgangsmåder fungerede bare ikke for os.
Det fungerede ikke at have Charlie liggende i liften ved siden af vore seng. Barnevognen var ikke et hit hos hverken os eller ham. Jeg havde forelsket mig i strækviklen, og far i en bære tshirt, men ingen i vores omgangskreds brugte disse redskaber. Vi følte os lidt alene, og jeg gik derfor i gang med research.

Omsorgsrevolutionen kommer som modsvar på det som bedst kan betegnes som adskillelseskultur.  Verdenvedsidenaf skriver:
Adskillelseskulturen udspringer af en kultur, hvor det skal gå stærkt (accelleration). Hvor vi beskæftiger os med en masse, som ikke har værdi i sig selv (instrumentalisering). Og hvor vi har et stort fokus på at optimere og selv, vores børn og hinanden. Adskillelseskulturen er en fremmedgørende kultur. Det er den fordi vi herigennem mister forbindelsen til hvad der har værdi i sig selv, vores egne menneskelige behov og vores børns og hinandens.

Omsorgsrevolutionen er derfor et modsvar til adskillelseskulturen. Det handler om, at vi som forældre skal tilbage til der, hvor vi lader os guide af vore intuition, vores naturlige instinkter og kærligheden til vores børn. Det behøver ikke betyde, at man ikke kan holde af at bruge en barnevogn. Det betyder, at vi ikke skal være tvunget til at gøre tingene på en bestemt måde blot fordi det er blevet kulturen. Det betyder, at vi skal vende tilbage til at se forholdet og tilknytningen mellem forældre og barn, som det mest naturlige i verden. Men det betyder selvfølgelig også, at der må ske anerkendelse af, at enhver familie kan have forskellige fremgangsmåder. Jeg er af den overbevisning, at først når den enkelte familie støttes i netop deres udgangspunkt vil de have overskud til at arbejde med og fokusere på den grundlæggende tilknytning, givetvis vil det sådan set komme helt naturligt når først der er ro og overskud til, at man kan mærke efter helt derinde hvor intuitionen bor.

Omsorgsrevolutionen handler altså om den helt basale tilknytning mellem børn og voksne, primære som sekundære omsorgspersoner. Børn bliver i dag, i den vestlige verden, i langt højere grad opdraget og dannet via deres relationer til andre børn. Det betyder at børn går glip af værdifuld tilknytning, som er essentiel for at kunne vokse op som et helt menneske (Gordon Neufeld). Omsorgsrevolutionen er derfor en del af det ifavnske univers, hvor den grundlæggende ide er tæt tilknytning.

Der er mange måder hvorpå man kan arbejde med tilknytningen og relationen i familien, og det som virker for én familie virker ikke nødvendigvis for naboen. Men som situationen er i dag, så hører vi kun om de metoder og tilgange som er blevet standard, og disse bliver sjældent udfordret. I dag er jeg selv enormt glad for, at jeg så tidligt i vores liv som familie, fandt frem til et netværk af mennesker som, i følge den gængse opfattelse, gør tingene anderledes – og ikke mindst, ser anderledes på familielivet. I dag samsover vi, og vi bruger slynger hver eneste dag, der bliver ammet indtil Charlie selv siger fra, ligesom der går et par år inden vi vil kigge på institution. Det føles naturligt for os, at sammensætte vores familieliv på denne måde og jeg vil se frem til at kunne guide og støtte andre familier i at finde frem, hvad der lige præcis skal til for at netop de trives.